Jeg har siddet med kommunikationsfolk, der er gode til deres arbejde, og som åbnede en AI-chat for første gang for et halvt år siden. Det interessante er ikke, hvad værktøjet kan. Det er, hvor hurtigt en erfaren tekstforfatter typisk bliver bedre til at bruge det end en ny medarbejder, der har leget med chatbots i lang tid. Det handler om sprog, ikke om teknologi.
Prompting bliver tit pakket ind i et lag, der lyder mere teknisk, end det er. Tricks. Magiske ord. “Du er en ekspert i …”. Nogle gange virker det, andre gange er det støj. Det, jeg igen og igen ser fungere i kommunikationsteams, er noget mere kedeligt. Klarhed om hvem teksten er til. Klarhed om, hvor den skal ende. Klarhed om, hvad der må stå, og hvad der ikke må.
En kollega af mig sammenligner det med at give en brief til en freelance tekstforfatter, man aldrig har mødt. Ville man skrive “skriv en god nyhedsmail om vores nye webinar”? Nej. Man ville fortælle, hvem deltagerne er, hvad webinaret handler om, hvilken tone der passer til afsenderen, hvor lang teksten skal være, og hvad der absolut ikke må indgå. Den samme disciplin gælder prompts. Forskellen er, at modellen ikke spørger tilbage. Den gætter.
Det er der, gættet bliver et problem. AI-værktøjet finder en gennemsnitstone, hvis man ikke har givet den en. Det er typisk derfor, tekster pludselig kommer ud med ord som “vibrerende fællesskab” eller “banebrydende løsning”. Modellen forsøger at ramme noget, der ligner kommunikation. Den rammer ofte midt i klichémarkedet.
(En lille sidebemærkning: jeg har holdt op med at irriteres over de der ord. Jeg ser dem som et signal. Når jeg ser dem, ved jeg, at prompten var for tynd, ikke at værktøjet er dårligt.)
Der er to vaner, jeg anbefaler, hvis man arbejder med kommunikation og prompts. Den første er at gemme prompts, der virker. Ikke i hovedet, ikke spredt i chathistorikker, men et sted i teamet, hvor folk kan finde dem igen. Den anden er at læse outputtet højt. Højtlæsning fanger AI-rytmen langt hurtigere end skimlæsning. Det lyder primitivt. Det er det også. Det virker bare.
For den, der vil have en mere systematisk gennemgang af, hvordan prompts kan bygges op til konkrete opgaver, ligger HverdagsAIs guide til prompt engineering
som et brugbart udgangspunkt. Den er skrevet til folk, der arbejder med sprog, ikke til udviklere.
Min påstand er, at de teams, der kommer godt fra start med AI i kommunikation, ikke er dem med de smarteste prompts. Det er dem, der har gjort prompting til en del af det almindelige sproghåndværk. Ikke en parallelverden. Bare endnu et sted, hvor man skal sige tingene tydeligt.